Genveje

Tryghedsgruppen

TrygVestas hovedaktionær skifter navn


Selskabet, der bl.a. ejer 60 procent af TrygVesta, skifter navn. Indtil i dag har selskabet heddet Tryg i Danmark, men fremover er navnet TryghedsGruppen. Navneskiftet skal først og fremmest fjerne de misforståelser, der kan opstå, når udenforstående skal skelne mellem TrygVesta – det selskab de fleste i Danmark kender som Tryg – og så Tryg i Danmark. Navneændringen får ingen forretningsmæssig indflydelse på TryghedsGruppens drift.

TrygVestas hovedaktionær skifter i dag navn til TryghedsGruppen. Navneskiftet er en konsekvens af mange misforståelser om selskabets navn.

- Navnet Tryg i Danmark har alt for ofte givet anledning til misforståelser – ikke mindst i medierne. Når man siger eller skriver Tryg i Danmark, vil de fleste tro, at der er tale om forsikringsselskabet Tryg i landet Danmark. Det er uhensigtsmæssigt for både TrygVesta, for os selv og ikke mindst alle dem, vi løbende kommunikerer med. Derfor har vi gennem længere tid arbejdet på at finde et navn, der på den ene side befinder sig i tryghedsuniverset, men som på den anden side ikke kan forveksles med Danmarks og Nordens bedste forsikringsselskab, siger Mikael Olufsen, formand for bestyrelsen i TryghedsGruppen.

TryghedsGruppen arbejder for at skabe tryghed gennem investeringer og almennyttige aktiviteter. Investeringerne tæller udover TrygVesta blandt andet også fuldt ejerskab af SATS, der er Nordens største fitnesskæde, den svenske rådgivningsvirksomhed Previa, der udbyder sundhedsydelser og en aktiepost på 15 procent i Privathospitalet Hamlet.

Selskabets almennyttige aktiviteter foregår under navnet TrygFonden. Alene i år giver TrygFonden 350 millioner kroner bl.a. til tryghed på skoler, hospitaler, strande og mange andre steder, hvor en langsigtet og velorganiseret indsats kan gøre en forskel.

- TryghedsGruppens formål er først og fremmest at fastholde TrygVestas position som Danmarks bedste og stærkeste forsikringsselskab. Det gør vi bl.a. ved at være den finansielle hånd under TrygVesta. Det er en kæmpe fordel både i krisetider, som dem vi ser i den finansielle sektor lige nu, og i en situation, hvor TrygVesta har brug for eksempelvis at udvide forretningen, udtaler Mikael Olufsen.

Alle danske forsikringstagere i Tryg og i Nordea Liv & Pension er automatisk medlemmer af TryghedsGruppen, som dermed har over 1 mio. medlemmer. TryghedsGruppens øverste beslutningsorgan er repræsentantskabet, der består af 70 medlemmer fra landets fem regioner. Det er repræsentantskabet, der på et repræsentantskabsmøde den 7. oktober har godkendt navneskiftet.

- Vi har været gennem et længere forløb med involvering af både eksterne eksperter, vores medarbejdere og ikke mindst vores repræsentantskab for at finde et nyt godt navn. TryghedsGruppen er faktisk et forslag fra en af vores repræsentanter, Niels Kurup fra Randers. Da vi testede navnet TryghedsGruppen sammen med nogle af de andre gode navneforslag, vi havde samlet sammen i løbet af vores navneproces, viste det sig, at TryghedsGruppen var det navn, der uden sammenligning bedst beskriver, hvad vores virksomhed beskæftiger sig med, slutter Mikael Olufsen.

Læs mere om TryghedsGruppen på www.tryghedsgruppen.dk

For yderligere information kontakt venligst:
Lennart Meineche, adm. direktør i TryghedsGruppen, 45 26 08 26
Reinholdt Schultz, kommunikationsansvarlig i TryghedsGruppen, 26 72 80 72

© 2007 TryghedsGruppen.dk  -   Disclaimer